Navn og hjemsted. § 1. Klubbens navn er Dansk Kooiker Club. Klubben er stiftet den 13. november 2004.
Stk. 2. Klubbens hjemsted er formandens adresse.
Stk. 3 Klubben er en specialklub, der er anerkendt af og samarbejder med Dansk Kennel Klub. DKK´s love og tilhørende reglementer har forrang for specialklubbens vedtægter og den mellem parterne i medfør af § 6, stk. 2 i DKK´s love oprettede overenskomst.
Organisation. § 2. Klubben er organiseret således: a) Urafstemning § 18 b) Generalforsamling § 11-14 c) Bestyrelse §§ 7-9 d) Medlemmer § 5
Klubbens formål § 3. Klubben har til formål i samarbejde med DKK og i overensstemmelse med DKK´s formål og internationale forpligtelser at arbejde for at fremme kendskabet til den hollandske Kooikerhondje og gennem oplysning om hensigtsmæssig avl at bidrage til at bevare og/eller forbedre racens kvalitet i forhold til FCI-standarden, herunder sundhed, temperament, eksteriør og brugsegenskaber.
Avlsarbejde § 4. Dansk Kooiker Club er DKK´s sagkyndige inden for avlsarbejdet vedrørende Hollandske Kooikerhondje.
Stk. 2. Klubben er berettiget til efter aftale med DKK at fastsætte specielle regler for avlsarbejdet med klubbens race.
Stk. 3. Avlsforbud og restriktioner kan indføres, hvis arvemæssige begrundelser herfor foreligger. Sådanne forbud og restriktioner kræver dog godkendelse fra DKK´s sundhedsudvalg, inden de iværksættes.
Medlemskab Indmeldelse § 5. Som medlem kan optages enhver, der opfylder betingelserne for optagelse i DKK.
Stk. 2. DKK´s formand og direktør er kontingentfrie medlemmer af klubben, dog uden stemmeret. De har på klubbens generalforsamling og øvrige arrangementer taleret og kan lade sig repræsentere ved stedfortræder.
Stk. 3. Stemmeberettigede i alle klubbens anliggender er samtlige medlemmer, der i mindst 6 måneder har været medlem af klubben, og som ikke er i kontingentrestance.
Ophør Stk. 4. Medlemskab ophører ved udmeldelse, der kan ske med 1 måneds varsel til den 31. december.
Stk. 5. Er kontingent ikke indbetalt senest den 15. februar, slettes vedkommende uden varsel som medlem. Ved senere indbetaling betragtes vedkommende som nyt medlem med hensyn til stemmeret og valgbarhed.
Kontingent § 6. Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent.
Stk. 2. Kontingentet betales forud for et år ad gangen og opkræves senest i begyndelsen af januar måned hvert år. Kontingentet skal være betalt senest den 20. januar for at give stemmeret til den ordinære generalforsamling. Æresmedlemmer, der udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen, er kontingentfrie.
Stk. 3. For hvert ekstra familiemedlem med samme bopæl betales halvt kontingent. Ved indmeldelse i klubben efter den 1. juli betales halvt kontingent. Dette gælder dog ikke familiemedlemmer.
Bestyrelsens sammensætning § 7. Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som varetager klubbens interesser og forvalter dens midler. Samtlige medlemmer af bestyrelsen skal være medlemmer af DKK.
Stk. 2. Valgbare til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer, jf. § 5, stk. 3, og § 6, stk. 2, der er fyldt 18 år.
Valg til bestyrelsen § 8. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, suppleanter for 1 år ad gangen.
Stk. 2. I ulige år vælges der 3 medlemmer til bestyrelsen, i lige år 2 medlemmer til bestyrelsen. Hvert år vælges der 2 suppleanter. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3. Valg til bestyrelse sker på den ordinære generalforsamling. Valget afgøres ved relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages fornyet afstemning vedrørende de pågældende blandt de tilstedeværende stemmeberettigede på general-forsamlingen. I tilfælde af fornyet stemmelighed foretages lodtrækning. De til bestyrelsen foreslåede kandidater, der ikke opnår valg, indtræder efter stemmetal som henholdsvis 1. og 2. suppleant.
Stk. 4. En suppleant. der indtræder i bestyrelsen i stedet for et afgået bestyrelsesmedlem, indtræder i bestyrelsesmedlemmets valgturnus.
Stk. 5. I tilfælde af, at bestyrelsen bliver undertallig efter, at de valgte suppleanter er indtrådt, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil førstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 6. Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen.
Stk. 7. Er der ved fristens udløb ikke opstillet det nødvendige antal kandidater til såvel bestyrelsesmedlemmer som suppleanter, skal valget ske ved supplerende valg på klubbens ordinære generalforsamling.
Stk. 8. Stemmesedler udleveres og optælles på generalforsamlingen af 2 af generalforsamlingen valgte stemmetællere.
Bestyrelsens arbejde § 9. Bestyrelsen tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin forret¬ningsorden. Om konstituering kan finde sted.
Stk. 3. Bestyrelsen træffer afgørelser i alle forhold, der ikke udtrykkeligt henhører under generalforsamlingen eller urafstemning.
Stk. 4. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt, relativt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.
Stk. 5. Klubben forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formand eller næstformand. Klubben hæfter som juridisk person alene med sin formue. Bestyrelsen kan meddele prokura til formand, næstformand, kasserer og/eller sekretær.
Stk. 6. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte det af formanden eller bestyrelsen skønnes nødvendigt.
Stk. 7. Der tages referat af bestyrelsesmøderne. Referatet underskrives af deltagerne, og et beslutningsreferat fra hvert bestyrelsesmøde offentliggøres i næstfølgende nummer af klubbens medlemsblad eller på anden måde.
Stk. 8. Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte udvalg bestående af et hensigtsmæssigt antal af klubbens medlemmer til behandling af ethvert anliggende.
Stk. 9. Bestyrelseshverv er ulønnet, men bestyrelsen kan få refunderet udgifter, som dokumenterbart er afholdt i klubbens tjeneste.
Stk. 10. Klubbens repræsentanter til DKK´s repræsentantskab udpeges af bestyrelsen og skal være medlemmer af DKK.
Regnskab § 10. Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet, der skal opgøres i overensstemmelse med god regnskabsskik, forelægges revisorerne senest den 1. marts.
Generalforsamling Ordinær generalforsamling § 11. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 30. april. Generalforsamlingen afholdes skiftevis i Jylland, på Sjælland og på Fyn.
Stk. 2. Bestyrelsen bestemmer tid og sted for den ordinære generalforsamling og indkalder skriftligt til denne med mindst 6 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om tid og sted, dagsorden samt oplysning om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der er på valg, og om disse er villige til at modtage genvalg.
Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen. Eventuelle forslag udsendes (e-post for dem hvor adresserne haves, resten med alm. post) til medlemmerne senest 10 dage før generalforsamlingen.
Stk. 4. Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen, jf. § 8, stk. 6.
Stk. 5. Senest 10 dage før generalforsamlingen udsendes (e-post for dem hvor adresserne haves, resten med alm. post) følgende materiale til medlemmerne: Det reviderede regnskab, evt. forslag til generalforsamlingsbeslutning og formandens beretning.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling § 12. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter: 1. Valg af dirigent 2. Valg af referent 3. Valg af mindst 2 stemmetællere 4. Godkendelse af formandens beretning 5. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godken¬delse og meddelelse af ansvarsfrihed (decharge) 6. Budgetbehandling og fremtidig virksomhed, herunder evt. fastsættelse af kontingent 7. Behandling af indkomne forslag 8. Offentliggørelse af valg til bestyrelse og suppleanter 9. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant 10. Eventuelt.
Afstemning på generalforsamling § 13. Vedtagelser på generalforsamlingen sker ved simpel, relativt stemmeflertal, jf. dog stk. 3 samt §§ 18-19. Skriftlig afstemning skal finde sted, når et af de tilstedeværende medlemmer forlanger det.
Stk. 2. Lovændringer kan kun vedtages med en majori¬tet på 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer. Vedtages forslaget på generalforsamlingen, skal det til en skriftlig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer. Ved urafstemningen kan ændringerne vedtages ved simpelt, relativt stemmeflertal, idet dog blanke stemmer ikke medregnes. Lovændringer træder i kraft, når de er godkendt af DKK.
Stk. 3. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Ekstraordinær generalforsamling § 14. Ekstraordinær generalforsamling finder sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 60 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig anmodning herom med angivelse af de emner, der ønskes behandlet.
Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden indkaldes senest 4 uger efter, at bestyrelsen har modtaget anmodningen, med mindst 3 ugers varsel til afholdelse senest 6 uger efter udsendelsen.
Stk. 3. Der kan ikke behandles andre emner på en ekstraordinær generalforsamling end de i dagsordenen indeholdte.
Stk. 4. Vedtagelser på en ekstraordinær generalforsamling sker som anført i § 13.
Disciplinærsager § 15. Har et medlem overtrådt gældende regler, jf. DKK´s til enhver tid gældende love, kan der træffes disciplinære foranstaltninger over for vedkommende.
Disciplinære foranstaltninger § 16. Sådanne foranstaltninger kan bestå i:
a) Tildeling af 1.) misbilligelse 2.) eller advarsel.
b) Frakendelse af kennelmærke.
c) Frakendelse af tillidshverv.
d) Udelukkelse fra deltagelse i skuer, udstillinger og prøver.
e) Udelukkelse fra adgang til stambogsføring.
f) Eksklusion.
g) Nedlæggelse af avlsforbud.
Stk. 2. Dansk Kooiker Clubs bestyrelse kan bringe sanktionerne under punktet a) i anvendelse. Øvrige punkter kan kun bringes i anvendelse af DKK’s disciplinærnævn. Der henvises i øvrigt til de til enhver tid gældende bestemmelser i DKK’s love om disciplinære foranstaltninger.
Midlertidige disciplinære foranstaltninger § 17. Bestyrelsen kan, når grundlaget for en disciplinærsag er til stede, og når hurtig indgriben skønnes nødvendig, indstille til DKK´s bestyrelse, at der træffes midlertidig beslutning om foranstaltning over for den eller de indklagede i overensstemmel¬se med DKK´s love § 26.
Stk. 2. En sådan midlertidig beslutning har gyldighed, indtil disciplinærnævnets kendelse foreligger - dog højst i 6 måneder.
Urafstemning § 18. Bestyrelsen kan, når den finder anledning dertil, lade ethvert spørgsmål endelig afgøre ved skriftlig, hemmelig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 2. Forslag, herunder lovændringsforslag, udsendes til de stemmeberettigede medlemmer sammen med autoriserede stemmesedler, der returneres til klubbens sekretær senest 14 dage efter udsendelsen, jf. dog § 8, stk. 7.
Stk. 3. Mindst 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 uvildig person skal være til stede, når stemmesedlerne åbnes.
Stk. 4. Forslagsstillerne eller repræsentanter for disse skal indbydes til at overvære åbningen og optællingen af stemmesedlerne.
Opløsning af klubben § 19. Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun finde sted på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. For vedtagelse af forslaget kræves 3/4 majoritet af de afgivne stemmer. Bliver forslaget vedtaget, skal vedtagelsen bekræftes ved en urafstemning med samme majoritet.
Stk. 2. Bestemmelse om anvendelse af klubbens formue træffes på den ekstraordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen. Formuen skal anvendes til gavn for hundesagen i henhold til formålsparagraffen.
Ikrafttræden § 20. Ovenstående love er vedtaget på generalforsamling den 13. november 2004 og vedtaget ved urafstemning den 13. november 2004.
Stk. 2. Lovene er godkendt af DKK og træder i kraft den 1. januar 2005.
Vedtægtsændring: §§3, 4, 7 og 8 er ændret på generalforsamling den 20. april 2013, vedtaget ved urafstemning den 24. maj 2013 og godkendt af DKK den 26. august 2013.
§§1-6, 8-9, 11-13 og 16-17 er ændret på generalforsamling den 5. april 2014, vedtaget ved urafstemning den 24. august 2014 og godkendt af DKK den 23. oktober 2014.
§§11, 3 og 5 er ændret på generalforsamlingen d. 12 september 2020, vedtaget ved urafstemning den 14. april 2021 og godkendt af DKK den 11. maj 2021.